22 17 12 12 - Østerågade 17, 2. mf, 9000 Aalborg - Sohngårdsholmsvej 53B, 9000 Aalborg eihilt@privat.dk

Instruktører

Aalborg Danse Center har rigtig mange gode og engagerede instruktører.

De underviser i alt fra Børnedans til Elitesportsdansere – og fra Hit Fit Dance over Showdance til Linedance – og meget mere. Du kan læse mere om de enkelte instruktører her på siden.

Aase Brøndum-Nielsen

Aase har danset i børne- og ungdomsårene i Thisted. Hun genoptog sammen med ægtemanden Jørn dansen hos ADC i 2006, og de har i årene 2009-15 deltaget i DS-turneringer i talentrækken og i senior sportsrækken.

Aase har DS´s Grundtræner 1 uddannelse for danseinstruktører i 2009 som baggrund, hvortil kommer diplomkursus i Zumba i juni 2010 samt diplomkursus i Ballroom Fitness i august 2010. I september 2017 har hun gennemgået kursus som autoriseret instruktør i Parkinson Ballroom FitnessTM.

Aase har siden 2009 undervist hos ADC i pardans for begyndere, let øvede og øvede. Hun underviser også i selskabsdansen Les Lanciers ved workshops o.lign. I årene 2010-13 har hun hos ADC haft hold i Zumba/Ballroom Fitness.  

Aase underviser i: Pardans 50/60+ og Parkinson Ballroom FitnessTM

Andreas Willander

Andreas har danset siden 1996 og bestod i 2009 sin sportsdanserinstruktør eksamen.

Han var aktiv danser i 16 år, før han besluttede sig at fokusere på sin universitetsuddannelse og på at undervise.

Siden 2008 har Andreas undervist i pardans, børnedans, sportsdans og Ballroom fitness. Derudover har han stor erfaring med private arrangementer som brudevalse, polterabend’er og sjove indslag til firmaarrangementer.

Andreas er en velforberedt og humørfyldt person, der elsker at undervise unge som voksne. Han brænder for at se den personlige udvikling, som han kan være en del af, og han elsker at undervise og formidle den viden, han selv har opnået igennem sin egen aktive dansekarriere og uddannelse.

Andreas underviser i: Pardans 

Bettina Eihilt Grunnet

Bettina har danset siden hun var 2 år gammel,  hvilket vil sige siden 1971.

De sidste 25 år har hun undervist og taget uddannelse i følgende: Aerobic, Pilates, Zumba, Ballroom Fitness og Hit Fit Dance.

Bettina har selv været aktiv sportsdanser i ASF (nu ADC) og har vundet flere mesterskaber igennem tiden.

Hun har altid elsket at danse, hvilket man også kan mærke i hendes undervisning, som er energisk, humørfyldt og altid med et smil på læben. Hun brænder for det hun laver og eleverne skal ALTID have det bedste af hende.

Bettina underviser i: “Vild med dans” og børnedans

Bjørn Bitsch

Bjørn har vundet Danmarksmesterskabet i 10 danse adskellige gange, og er desuden dobbelt Europamester (2010 og 2012) og tredobbelt Verdensmester (2010, 2011 og 2012) i 10-danse. Efter det seneste verdensmesterskab valgte han sammen med sin partner Ashli Williamson at skifte til kun at danse Standard.

Men er du ny danser, så skal du ikke lade dig skræmme af det – Bjørn har udtalt at han synes at det er dejligt at undervise både nye og rutinerede pardansere samt elite sportsdansere – og få det bedste frem i enhver danser uanset niveau.

Bjørn underviser i:  Sportsdans -standard og “Vild med dans”

Helene Overgaard

 

Helene underviser i: HitFit, Crossdance og børnedans.

 

Jess Christensen

Jess startede med at danse som 3-årig, først på et hygge-plan, hvor det mest var “Postmand Per” og polka den stod på. Senere tog det fart, hvor han startede med at danse i det gamle ASF (nu ADC) fra han var 12 år.

Senere flyttede Jess til Århus for at intensivere både træning, og konkurrere oftere – også i udlandet. Det er blevet til en masse fantastiske oplevelser – blandt andet en udtagelse for Danmark til VM for ynglinge i Standard, en 17. plads til U21 International i Standard, 2 vundne Jysk/Fynske Mesterskaber, og 2 bronze medaljer til de Danske Mesterskaber for Ynglinge i Standard.
Jess tog træneruddannelsen for et par år siden, både for at lære yderligere omkring undervisning, men også for at få mere basis viden omkring den tekniske del af både standard og latin dansene.
Jess har tidligere undervist i Århus på danseskolen Let’s Dance i 2 år, både som instruktør for “Vild med Dans”-hold – og enetimer til samme. Derudover har han også tidligere undervist som assistent, sammen med Marianne Eihilt, i ADC – mens han stadig selv var aktiv danser.

Jess underviser i:  “Vild med dans” sammen med Bettina

Jørn Brøndum-Nielsen

Jørn har danset i børne- og ungdomsårene i Odder og Århus. Han genoptog sammen med hustruen Aase dansen hos ADC i 2006, og de har i årene 2009-15 deltaget i DS-turneringer i talentrækken og i senior sportsrækken.

Jørn har DS’s Grundtræner 1 uddannelse for danseinstruktører i 2009 som baggrund. Han har siden da undervist hos ADC i pardans for begyndere, let øvede og øvede. I september 2017 har han gennemgået kursus som autoriseret instruktør i Parkinson Ballroom FitnessTM. Jørn

underviser også i selskabsdansen Les Lanciers ved workshops o.lign.

Jørn underviser i:  Pardans 50/60+, Parkinson Ballroom FitnessTM

Linea Borealis Ryhl

 Linnea har danset ballet,  i børne- og ungdomsårene i Nørre Åby og Odense, og har 24 års erfaring som instruktør i dans, dansk senior dans, le lancier, sacred dance og Linedance..

Instruktørkurser Landsforeningen for dansk senior dans , Findhorn, Iverned, Skotland, koreograf og verdens mester Niels Poulsen, Odense.

Efter at have danset line- og squaredance på “Klitgården” Aalborg, i nogle år, og med sin baggrund som senior dans instruktør, etablerede Linnea et  linedance hold specielt for seniorer, med hensyntagen undervisning,  mindre belastende , på knæ , hofter og uden for mange drejninger.

Starten på linedance undervisning, var et ønsket fra Seniordanserne, som gerne ville prøve denne nye form for dans. Derudover oprettede og underviste  linnea en linedance hold  for Side by Side linedance Club, flere sæsoner, samtidig med linedance  hold under Fokus, herefter et par sæsoner under FOF.

Samt vikariater for The outlaws linedance club, Aars. Sindskolen, Aalborg.

Samtidig med undervisningen i Linedance i Klarup og seniordans på Sjællandsgade centeret, startede linnea linedance  hold for seniorer op i ADC regi  september 2012. Klarup blev medlem i ADC et par sæsoner, men ønskede igen at være sig selv i 2016.

Det sociale samvær er en vigtig del af undervisningen, derfor er der indlagt kaffepause .

Linneas motto: “Dans skaber glæde og godt helbred” ud fra de 4 H’er: Helbred – Humør – Hjerne – Hjerte.

Linnea underviser i: Linedance

Martin Holleufer

Martin har danset siden han var 3½ år, og har i 15 år været turneringsdanser i Standard/Latin.

For at opgrade sine kompetencer tog han i 2008 Grundinstruktør-kursus hos DS, og han bruger stadig tid på at dygtiggøre sig og lære nyt ved at deltage i dansearrangementer og tage enetimer.

Martins vision er at give dansepassionen videre, sådan som han selv har lært og oplever den, gennem forståelse af rytme, kroppens mekanik, dansens historie og musikforståelse.

Missionen er at give udfordringer og god motion samtidig med, at man har det sjovt.

Martin underviser i: Pardans

Michelle Breum Christensen

Michelle har siden hun var 12 år gammel gået til rytmisk gymnastik og undervist i dette for alle aldre. Siden hun kom hjem fra sit danseophold på Ollerup Højskole i 2013, har hun haft stor interesse i moderne dans, Hip Hop og Funk, hvor hun elsker at kombinere disse stilarter og skabe et fedt show.

Michelle er en energisk pige med smil på læben, som sørger for at alle uanset alder og niveau, har det sjovt, hvor der bliver skabt glæde, fordybelse og god energi i hendes dansetimer.

Michelle underviser i: HipHop

Nellie Cassandra Maagaard

 Nellie Cassandra har ikke danset som barn, og syntes faktisk at dans var lidt pinligt. Da “Vild med Dans” startede på TV, blev hun dog inspireret til at forsøge sig med dans.

Siden er hun blevet meget glad for dansen, og nyder den fuldt ud. Det frirum dansen giver er en kilde til ny energi. Denne glæde afspejles i undervisningen, der både er seriøs og humørfyldt.

Hun har undervist ved ADC siden 2014.

Nellie underviser i: Pardans

 

Pia Kleinschmidt

Pia startede til dans, da hun var 3 år gammel, og har altid elsket at danse. Hun var sportsdanser frem til hun var ca. 20 år, og dansede også jazzballet og showdance.

Dans giver Pia en boblende glæde og booster hendes livskvalitet. Det har hun lovet sig selv at dele med så mange som muligt, så da hun fik mulighed for at være instruktør i ADC, sagde hun straks ja.

Pia underviser i: Pardans i Halkær og Fjerritslev

Sara Aarøe

Sara er 18 år gammel. Til dagligt går hun i 3.g på Aalborghus Gymnasium. Hun har danset siden hun var 3, både shows og konkurrencer. Hendes primære stilarter er hiphop, disco og jazz og hun elsker derfor at kombinere disse stilarter til et fedt show. Hun glæder sig til at møde jer.

Sara underviser i: Showdans og MGP-dans.

Simon Horsleben

 Simon er fuldt eksamineret prof. danselærer & dommer i Danmarks Sportsdanserforbund (DS) og De Danske Danseskoler (DDD). Derudover har Simon selv været aktiv danser i mange år.

Siden 2005 er han medlem af Elitedriften i Danmarks Sportsdanserforbund, Team Danmark repræsentant til verdensmesterskaber for junior og ynglinge og medlem af Elitedriften i Danmarks Sportsdanserforbund. Han har også andre opgaver inden for DS og DDD. Derfor er Simon som udgangspunkt ansvarlig for sportsdans/turneringdans i ADC.

Simon er en energifyldt mand, som altid har et smil på læben. Hans humør er altid i top. I hans undervisning ligger han vægt på, at alle på trods af niveau eller alder har det lige så sjovt som ham med dansen. Han sørger for at alle kan følge med og tilpasser løbende sin undervisning.

Simon ligger meget vægt på det sociale samvær og sørger for at alle danser kan mødes på kryds og tværs i ADC til f.eks. sommerhygge, workshops, ekstra træningen eller vores fredagscafé.

Uddannelse: HHX, DS træneruddannelse og DDD danselæreruddannelse.

Simon underviser i: Sportsdans-standard og Latin, “Vild med dans”, “Vild med teknik” og Fredagscafé.